I forrige weekend var jeg så heldig at være med til en to-dages vidunderlig, vegansk workshop i København om effektiv og bæredygtig aktivisme. Da jeg havde en eksamen lige forude, måtte dette indlæg dog desværre stå standby en lille uges tid. Workshoppen var dog så stor en oplevelse, så jeg endnu føler for at dele det med jer. Det er muligvis mere henvendt til veganerne, men jeg mener bestemt også, at ikke-veganere kan have gavn af et indblik i en veganers tilgang til aktivisme – og altså til jer som ikke-veganere.

 

 

 

 

 

 

 

Workshoppen blev gjort mulig i samarbejdet mellem Effective Altruism Danmark, Dansk Vegetarforening og Dyrenes Alliance. Det var dog folkene bag organisationen CEVA (Center for Effective Animal Advocacy), der afholdt selve workshoppen, som havde til formål at give os veganske aktivister indsigt i, hvordan vi får mere succes med at udbrede det veganske budskab, og hvordan vi passer bedre på os selv i processen.

 

 

Carnisme

CEVA er grundlagt af Melanie Joy, Tobias Leenaert og Sebastian Joy, men især de to førstenævnte er kendte navne i den veganske bevægelse. Melanie Joy er socialpsykolog og vegansk aktivist. Hun er især blevet kendt for hendes teori om carnisme – ideologien eller trossystemet, som er afgørende for, hvorfor størstedelen af mennesker opfatter det at spise dyr som normalt, naturligt og nødvendigt – kort fortalt.

 

Carnisme er det, der gør os ude af stand til at reflektere og være bevidste om vores madvalg, fordi det er så dominerende en opfattelse, at indtagelsen af kød, komælk, æg mv. fra dyr betragtes som uangribelig rationel og normal adfærd – og derfor fastholdes og forsvares den også ofte med solid modvilje.

 

Da Melanie Joy begrebsliggjorde dette dogmatiske tankesystem, gjorde hun det muligt for os alle at opnå bedre forståelse for os selv og som resultat, gøre os fri af carnismedogmet, og begynde at træffe mere bevidste valg i relation til vores føde.

 

Fra følelser til fleksibilitet

Tobias Leeneart er kendt som manden bag bloggen The Vegan Strategist og som fortaler for en pragmatisk/rationel tilgang til vegansk aktivisme. I min opfattelse, handler hans budskab om, at få veganisme til at fremstå så indbydende som muligt, så flere ønsker at være en del af det. Det er en bevidst strategi mod at skabe en vegansk verden så hurtigt som muligt med positiv forstærkning og anerkendelse af de små skridt, folk måtte tage mod en mere plantebaseret livsstil.

 

 

Behavior before attitude

Tobias, og også Melanie, taler om, at når mennesker selv er så aktivt deltagende i det at indtage animalske produkter, vil de ofte også være mere afvisende overfor principperne bag veganisme. For at kunne fastholde sin adfærd, ønsker man ikke at konfronteres med konsekvenserne af den, og netop derfor er det vigtigt, at møde folk, hvor de er. Det kan da være mere effektivt, at tilskynde dem til at reducere deres animalske indtag, og lade de små skridt mod en ny, langsomt tilvænnet adfærd føre til en ændring i deres indstilling overfor relevansen af dyrs rettigheder mv.

 

Tobias sætter også tingene lidt på spidsen. For eksempel ved at opstille scenarier, der umiddelbart kan virke utænkelige for en veganer, men som, ud fra en pragmatisk synsvinkel, muligvis kan virke mere indbydende på ikke-veganere med tanke på at overbevise dem om letheden ved den veganske livsstil.

 

Bør veganere gå på kompromis?

Forrige søndag lød der en del overraskede røster i salen, da Tobias spurgte, om vi ville overveje at spise en lasagne, hvor der var æg i lasagnepladerne. Omend han mente, at spise den intentionelt, så indebar scenariet, at lasagnen var blevet tilberedt af en god ven, der for første gang havde givet sig i kast med vegansk madlavning, og dertil havde gjort sig meget umage med at finde specielle veganske ingredienser mv. Hen havde bare ikke været opmærksom på, at der var æg i lasagnepladerne. Ville du spise det?

 

 

Tobias’ personlige holdning var, at det kunne være en fordel at spise lasagnen for ikke at skuffe vennen og potentielt skubbe hen længere væk fra veganisme. Han ville da bede hen pænt om at være opmærksom på problemet til næste gang.

 

Det var svært helt at vurdere de forskellige reaktioner i salen, men især én kvinde gav udtryk for sin forargelse over, at han med alvor opfordrede veganere til at gøre dette – og jeg kan sagtens forstå hende. Jeg føler mig selv en smule splittet i forhold til det spørgsmål, fordi jeg ser fordele på begge sider af argumentationen.

 

På den ene side, kan det føles som om man tilsidesætter sine værdier, og endda udviser en meget eksplicit dobbeltmoralsk adfærd, hvor respekten for integritet forskertses. På den anden side, kan man glæde sin ven samtidigt med, at man kan være meget klar omkring, at man normalvist ikke ville spise det, men blot gjorde en undtagelse i omgængelighedens navn. I bund og grund handler dette også om følelser – de følelser, vi hver især har i forhold til det, vi ønsker at indtage – fordi det ikke har nævneværdig betydning for dyrenes forøgede eller formindskede lidelse, men fordi det peger tilbage på os selv og på vores relationer til hinanden.

 

Udfaldet er usikkert, uanset

Jeg har på selvsamme bekostning måtte såre min gamle mormors følelser, fordi hun med stor begejstring serverede kartoffel-porre suppe, hvor jeg tydeligt kunne se, hun havde brugt fløde, der selvfølgelig var animalsk piskefløde. Det gjorde jeg hende opmærksom på, og takkede så nej til at spise det. Selvom det sårede hende (hun bliver altid skuffet, når man takker nej til noget, hun tilbyder, uanset årsag), så har det sat sig fast i hendes hukommelse, og hun har aldrig gjort det siden. Så på en måde var det nok mere effektivt, end hvis jeg havde spist det, og først gjort hende opmærksom på min uvilje efterfølgende.

 

Til gengæld, har jeg også ved flere andre lejligheder spist noget, som jeg ikke har været hundrede procent sikker på var vegansk netop af den grund, at jeg ikke ville fremstå overdreven i min tilgang til veganisme.

 

Min konklusion her er nok, at selvom jeg finder det vigtigt at udvise integritet fremfor intentionel dobbeltmoral, så tænker jeg også, at man sagtens kan være fleksibel i visse situationer uden at man nødvendigvis sælger ud af sig selv og sine principper. I realiteten, kan det ende med at gå begge veje, uanset hvad man beslutter sig for at gøre. Nogle vil formentlig respektere mere, at man ikke går på kompromis med det, man advokerer så stærkt for, og andre vil sætte mere pris på en veganer, der er villig til at gå på kompromis, og for vedkommende måske af den grund fremstår mere menneskelig, omgængelig og approachable.

 

I bund og grund, har jeg svært ved at danne mig en entydig holdning til dette, men jeg har dog den indstilling, at den enkelte må have lov og accept til, at afveje sådanne scenarier selv uden at frygte fordømmelse fra andre – både fra veganere og ikke-veganere.

 

 

 

Hvad, jeg tager med mig

Jeg kunne skrive side op og side ned om alt det, jeg lærte, og fik indblik i, på denne workshop, men i stedet, vil jeg forsøge at opsummere med et par ting, der i særdeleshed gjorde mig eftertænksom.

 

At kommunikere effektivt og empatisk 

På trods af, at jeg gennem mit studie i både religionsvidenskab, psykologi og til dels også journalistik har lært om, hvordan man på gavnlig og optimal vis kommunikerer med mennesker, så var workshoppen i den grad et tiltrængt indspark i mit liv – både som veganer og som menneske.

 

Melanies pointe med ikke at definere andres virkelighed er især noget, jeg i højere grad vil være bevidst om fremadrettet. Det er for mig allerede velkendt i studiet af mennesker, men i min dagligdag glemmer jeg det ofte. Når vi definerer andres virkelighed antager vi, at vi ved, hvad den anden tænker og føler, og at vi selv ved, hvad der er rigtigt og/eller sandt. Men vi kan kun kende vores egne tanker og følelser med sikkerhed, og vi kan kun vide, hvad der er rigtigt for os selv. Selvom vi som veganere godt ved, at det rigtige ville være, ikke at udnytte eller slå dyr ihjel, så handler det om, hvad der virker i kommunikationen med andre.

 

 

At plante frø

“People are so much less defensive in reducing rather than going full vegan.” blev det også udtalt af Melanie Joy på workshoppen, idet hun fortalte om effektiv aktivisme. Dertil opfordrede hun til, at vi, som aktivister, bør gøre det til vores mission at plante frø, fremfor ivrigt at udlevere alle argumenterne med forventingen om, at vedkommende så omgående vil se fornuften i veganisme.

 

På sin vis, handler det også om at anerkende reducerende tiltag, som Tobias mere tydeligt fremhæver i sin tilgang.

 

 

At passe på sig selv 

Søndag eftermiddag havde Melanie afsat til at tale om bæredygtig aktivisme, og hvor vigtigt det er, at vi prioriterer vores egen bæredygtighed og psykiske helbred. Det indebar også, at vi lærte om STS – sekundærtraumatisk stress, som i modsætning til posttraumatisk stress ikke handler om selv at have været udsat for noget traumatisk, men at have været vidne til noget traumatisk. Som veganere har vi eksponeret os selv for, hvordan dyr lider systematisk i industrien, og for mange af os har det haft en gennemgribende mental påvirkning.

 

We are constant observers of trauma. Det er vi ikke kun i vores research, men også i kraft af selve vores eksistens i en verden, hvor carnisme er den dominerende ideologi.

At tage hensyn

Det blev dertil også fremhævet, at det ikke altid er optimalt at eksponere andre mennesker for voldelige og blodige billeder og videoklip af dyr i industrien, fordi det kan være traumatiserende for andre og virke direkte modsat hensigten. Det kan udløse en meget modstræbende reaktion, hvor vedkommendes vrede overfor de barbariske handlinger, de ser, i stedet rettes mod afsenderen af disse billeder eller videoer. Modtageren vil føle sig som offeret og betragte afsenderen (veganeren typisk) som gerningsmanden, da man udsætter dem for en traumatiserende oplevelse, de ikke har givet samtykke til.

 

Melanie udtrykte bekymring for denne aktivistiske fremgangsmåde, og påpegede, at de, i CEVA, havde undersøgt effekten af visuelt materiale på modtageren, og fandt ud af, at billeder, der var mindre traumatiserende i sin fremstilling, fx af dyr med triste udtryk, der fremstår forladte, er indespærrede eller lignende havde en mere optimal effekt på modtageren med henblik på at være modtagelig for den veganske argumentation.

 

 

 

TAK!

Det var en fantastisk mulighed at få lov til at møde Tobias Leernaert og altså især Melanie Joy i virkeligheden. Det var fantastisk at høre deres oplæg, og det var ikke mindst også fantastisk at møde så mange nye veganere fra hele landet. Tusind tak til jer, og tusind tak til Dyrenes Alliance for at have gjort det muligt for mig at deltage.

 

 

Hvis man er interesseret i at lære mere om Melanie Joys eller Tobias Leernaerts arbejde, kan jeg anbefale, at man ligger vejen forbi carnism.org og veganstrategist.org.

 

 

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.