Terapien tordner ud i det fri

Danske psykoterapeuter har fået øjnene op for naturens helbredende virkning. Flere beslutter nu, i stigende grad, at udvide deres kompetencer, med en uddannelse i naturterapi.


Af Julie Borup Frese-Madsen 10.1.2016

 

Foto: Julie Borup Frese-Madsen

Det har længe været påvist, at ophold i naturen er gavnlig for mennesker, og flere terapeuter søger nu, at udskifte de hvide, kliniske lokaler, med grønne, luftige omgivelser.

 

Det ses blandt andet i oprettelsen af to nye masteruddannelser i naturterapi, som både Københavns Universitet og Human Education Group i Århus har sat i værk i 2016.

 

HEG er et privat institut for spirituel- og transpersonel psykoterapi, og her har der været stor interesse for den nye overbygningsuddannelse.

 

I 2014 og 2015 lavede HEG forsøg med prøvemoduler for at finde ud af, hvordan de kunne skabe bevæggrunde for oprettelsen af naturterapeutuddannelsen. Da de startede op i første omgang, modtog de 75 ansøgninger, og i år 2016 lå tallet på 112 ansøgere. Kun 24 kan blive optaget på uddannelsen.

 

David Camacho, der er uddannelsesleder ved HEG, mener, at interessen for naturen blandt andet opstår i lyset af økobevægelsen, hvoraf de nyere generationer har fået en anden tilgang til, hvordan man møder systemet. De tænker oftere mere i bæredygtighed, helhed og cyklus. De vil finde mening i de nære værdier.

 

Den udvikling vil David Camacho og HEG gerne imødekomme:

- Udviklingen med medicinering og diagnoser kræver nye tilgange. Vi vil matche udviklingen med den naturterapeutiske tilgang. Mange mennesker er opgivet af systemet og søger nye metoder. Naturterapi er en mild form, der bryder ud af den klassiske ramme, og hvor det minder mindre om at blive fikset.

 

Det er derfor først og fremmest brugerne, der efterspørger de nye tilgange til psykologisk behandling og forebyggelse.