Der er altid en grund til, at mennesker gør som de gør. For Jehovas Vidner er det ubetinget tillid til, at Bibelens ord er sande, og at Gud, Jehova, meget snart vil genindføre Paradiset på jorden.

 

 

Det er søndag formiddag. Klokken er 10:28, og jeg kommer lige tidsnok. Men jeg kan se, at mange allerede er ankommet. Der er lys derinde. Og mennesker. Mennesker, som tænker og lever radikalt anderledes end mig. Jeg kører op ad en skråning, der fører op til parkeringspladserne foran indgangen. Det første, jeg møder er skiltet ud til vejen. ’Jehovas Vidners Rigssal’. Jeg parkerer min bil på en af de bagerste pladser, og bliver pludselig meget bevidst om, hvor gammel, rusten og larmende den er. Jeg mærker et sug i maven, men undergraver nervøsiteten og finder selvtilliden frem, inden jeg træder ud af bilen og ind i hulen.

 

Foto: Julie Borup Frese-Madsen. Jehovas Vidners stævnehal i Silkeborg.

 

Det allerførste møde

Rigssalen er for Jehovas Vidner, hvad der svarer til en kirke, et tempel, en moské eller lignende, hvor brødre og søstre samles for at tilbede Gud. Men Rigssalen er på mange måder anderledes fra mange andre religiøse tilbedelsessteder. Her er ingen ikoner af Jesus, ingen kors på væggen, ingen altre, ingen udsmykning. I stedet har det nok flere ligheder med et lille forsamlingshus, der i al sin enkelthed består af hvide vægge, tunge grå gardiner og praktiske lyse egetræsstole. Stolene er opsat i tre rækker med udsigt til talerstolen, hvor menighedens ansvarlige mænd, kaldet Ældste, skiftevis tager plads og leder møderne med foredrag og bibelstudier. På væggen bagved talerstolen står skrevet et enkelt bibelcitat. Det bliver skiftet ud hvert år, og er det samme i alle Rigssale verden over.

’Stol på Jehova, og gør det gode.’

 

Jeg skynder mig ind, hænger mit overtøj på plads i garderoben, og tager en afsides plads næsten helt bagerst. Der er mange fremmødte, og jeg lægger med det samme mærke til, at langt de fleste sidder med en iPad. På den, kan de nemt følge med i dagens artikel og hurtigt slå op i Bibelen, når det er nødvendigt. Jehovas Vidner er digitaliserede.

Hvem skulle have troet det?

 

Kast dine bekymringer på Jehova

Ved møderne bliver der gennemgået forskellige artikler, der indrammer mødernes tema, og som alle, løbende og konsekvent, henviser til relevante passager i Bibelen. I dag er temaet forventningen til Paradisets komme, og der bliver givet råd til, hvordan man kan leve godt på jorden indtil da.

 

Da vi når til mødets undervisningsdel, skal vi gennemgå artiklen ’Kast al din bekymring på Jehova’. Bekymringer, som jeg hurtigt lærer kun er en del af livet, så længe Satan hærger på jorden.

Foto: Julie Borup Frese-Madsen.

”Vi lever i de sidste dage. Satan raser.” lyder det fra talerstolen, og den

 

Ældste stiller efterfølgende spørgsmålet: ”Hvordan kan vi kaste vores bekymringer på Jehova?”

”Det kan vi blandt andet gøre ved at bede til Jehova”, er der én der svarer over lydanlægget. Han er med på telefonen, som der ofte er mange, der er ved møderne.

Artiklen har flere råd til, hvordan man kan afhjælpe bekymringer, og punkterne bliver gennemgået systematisk. Prioritér tiden. Hav realistiske forventninger. Hav en rolig stund. Kom ud i naturen. Bevar humoren. Motionér regelmæssigt. Få nok søvn.

”Det er jo ligesom at være ved lægen det her.” siger en mand og bliver mødt af højlydte grin fra alle i menigheden.

 

Lyset for enden af tunnelen

Allerede ved det første møde, og ved mange møder herefter, bliver jeg bekendt med Jehovas Vidners forhold til verden udenfor, og længslen efter det, de håber snart må komme.

Guds Rige på jorden. Paradiset.

 

www.jw.org

Vagttårnet nr. 2 2017 handler om Guds største gave til mennesker. På forsiden af bladet er det illustreret. Græsset er grønt, himlen oplyst af solen, fugle flyver på himlen, et vandfald løber ned ad en frodig bjergside og familier af både sorte og hvide ser ud mod denne nye verden med blikke, der emmer af glæde og beundring. Nu går snakken på Paradiset.

 

”Hvad ser du frem til?” spørger en Ældste menigheden fra Rigssalens talerstol.

 

”Jeg ser frem til, at lære alle mennesker at kende i dybden!” svarer én ind i mikrofonen, som bliver holdt frem af en ung mand, hvis rolle som menighedstjener, er at gå rundt til dem, der ved håndsoprækning ønsker at besvare spørgsmål. De ligner børn i en voksen forklædning. Klædt i figursyet jakkesæt og polerede laksko. Nogle med slips, andre med butterfly. Hår, der sidder perfekt og ikke en krølle eller en plet at se.

 

Den Ældste peger på en anden, der har hånden oppe.

”Ja, søster Nielsen, værsgo.”

”Jeg ser frem til, at kunne beholde alle dem jeg holder af.”

”Ja, det er bestemt også noget glædeligt at se frem til” svarer den Ældste anerkendende tilbage.

”Ja, og så kan man jo glæde sig til at se alle dem, vi har mistet igen” siger en tredje efterfølgende.

 

Foto: Julie Borup Frese-Madsen. Jehovas Vidners stævnehal i Silkeborg.

 

Guds Rige er på mange måder det ultimative mål og håb for Jehovas Vidner. Det er et håb om, at Paradiset igen vil komme på jorden, hvor kun Guds regering skal herske. De døde vil genopstå, alle vil have perfekte helbred, der vil være fred mellem mennesker og dyr, og alle vil leve evigt. Altså alle dem, der har levet og fulgt Jehovas bud og principper, eller som angrer oprigtigt over deres livs synder, hvis de ikke har. Det er op til Gud at dømme levende og døde.

 

I midten af stolearrangementet lægger jeg mærke til, at der sidder to unge kvinder. De sidder tæt, hvisker til hinanden, griner og pjatter. Michella og Laura har kun kendt hinanden i et par år, siden Laura flyttede fra Tyskland til Danmark, for at studere audiologi på universitetet i Odense. Men de hænger på hinanden, som var de siamesiske tvillinger, der først er blevet skilt ad for nylig. I lynhurtige vendinger kommunikerer de med hinanden, som regel efterfulgt af højlydte grin, der flyver lige hen over hovedet på dem, der ikke er en del af deres internhed. Hver for sig er de modne kvinder. Sammen forvandler de sig til legende piger.

 

Livet i al evighed

Den efterfølgende tirsdag er jeg blevet inviteret hjem til Laura. Hun bor i en lille studielejlighed, der ligger lige ved universitetet. Michella er her også. De to har en fast aftale om tirsdagen, og i dag må jeg være med. Jeg tager plads i sofaen, som er fyldt med bløde puder i lyserøde farver, og sipper en tår af den karamelagtige chai-te, jeg er blevet tilbudt. For Michella og Laura er udsigten til Paradiset på jorden også altafgørende. Der opstår lys i øjnene på dem begge, da de taler om alt det, de ser frem til. Der er ingen tvivl at spore. Paradiset kommer igen på jorden, og de er sikret en plads. Jeg undrer mig over, hvorfor tanken om at leve evigt er så fantastisk, og hvad man dog skal få tiden til at gå med. Pigerne griner lidt af mig, for det har de hørt før.

 

Laura forklarer, at evigt liv altid har været en drøm for mennesker. Det kan man for eksempel se i populærkulturen. Og for Laura er en levetid på 80 år slet ikke nok.

 

”Der er så meget, jeg vil opleve og venner, jeg vil besøge. De bor overalt på kloden, og jeg har hverken råd, eller tid, til at besøge dem. Og jeg har planer til de første 600 år i Paradiset.” siger hun.

 

Michella følger op: ”Ja, jeg skal da også bygge mit eget hus, og jeg skal plante vinmarker, og når jeg engang har det på plads, så skal jeg besøge alle dem jeg kender. Og jeg skal besøge Abraham, og jeg skal snakke med Jacob og Isak, ja dem alle sammen. Er en evighed overhovedet nok? Jeg har så mange planer.”

 

Michella og Laura kan ikke forestille sig livet uden håbet omkring Paradiset. Jehovas Vidner opfatter verden som et koldt og ondskabsfuldt sted, hvor mennesker forfalder til deres arvesynd og lader sig vildlede af Satan, der lokker med rigdom, materialisme og begær. For mig virker det hele lidt for sort/hvidt, men selvom jeg indvender, at mange mennesker jo også er glade og lykkelige, så må jeg jo erkende, at der er alvorlige problemer i verden. Problemer, som jeg også selv ønsker at ændre til det bedre. Men for Jehovas Vidner, er det op til Gud at udrydde den ondskab, der manifesterer sig fra Satan til magtfulde mennesker, som styrer riger og nationer. ”Det står ikke til mennesket, at styre jorden.” fortalte en søster mig på et tidspunkt over en kop kaffe.

 

 

De hjernevaskede

Snakken i den lille lejlighed går langsomt over i fordomme, og udfordringer ved at være Jehovas Vidne. Det bliver hurtigt tydeligt, at omverdens syn på dem, som en lukket sekt, hvor de alle er hjernevaskede, er den værste fordom af dem alle. Flere andre Jehovas Vidner, som jeg har talt med ved møderne, har da også været hurtige til at fortælle mig, at de jo bare er almindelige mennesker.

 

”Mange har det nok sådan, at de ikke forstår det. Men lad vær med at antage noget. Spørg mig hellere. Jeg er et meget velfungerende menneske. Jeg er ikke hjernevasket eller født med en defekt eller noget. Folk tror også, at vi er tvunget ind i det af vores forældre. Men det er jo ikke sådan det er.” forklarer Michella, mens hun smiler halvt, som for at vise, at det forekommer hende nærmest tragikomisk.

Foto: Julie Borup Frese-Madsen.

Jehovas Vidner vælger selv, om de vil døbes ind i troen. Før dåben er man faktisk ikke Jehovas Vidne, og man har hele livet til at finde ud af, om man vil det. Voksendåben er uden tvivl det, der giver allermest mening for mig. Det giver enhver mulighed for selv at tage stilling, og der er høje krav, når man aktivt vælger at vie sit liv til at tjene Jehova. Men jeg tænker også, at disse unge kvinder har levet hele deres liv i familier, hvor bøn, ugentlige møder, forkyndelse og bibelstudier har været en fast del af deres opvækst – det de kender som Sandheden. De er oplært af deres forældre og de Ældste i menigheden. Det er deres norm. Hvorfor skulle de vælge anderledes?

 

Smag på, hvor godt jeg har det

Selvom man ikke holder fødselsdag, ikke må ryge, drikke sig fuld eller have sex før ægteskabet, så føler Laura og Michella ikke, at de har opgivet noget. Tværtimod, så føler de sig beskyttet mod det, som de forbinder med dårligt selskab, der afleder opmærksomheden væk fra Jehova. Da jeg spørger dem, hvad det værste er ved at være Jehovas Vidne, opstår der lang betænkningstid.

 

”Det værste er, at skulle forklare den glæde og den tilfredshed man har, for folk som ikke har den.” svarer Laura så endelig og fortsætter, ”Jeg ville ønske, jeg kunne give dem den følelse jeg har. Her er en lille teske, bare smag på den, og se hvor godt jeg har det.”

Michella erklærer sig enig. ”Den følelse ville jeg også ønske, jeg kunne proppe ned i dig, og i andre.” siger hun, mens hun griner og med armen lader som om, hun tvangsfodrer mig.

 

Det værste blev vendt til noget positivt. Og de har da også nemmere ved at tale om alt det gode ved at være Jehovas Vidne. De er enige om, at fællesskabet i menigheden er noget af det, der er betyder mest. ”Når man har en dårlig dag og kommer til mødet, så bliver man mødt af smilende ansigter, der spørg ind til dig, og gerne vil være sammen med dig. Man bliver så glad. Når man er nede, så er de der til at hjælpe dig op igen. De gør det uden bagtanker, fordi de elsker Bibelen, Jehova og dig – og derfor gør de det.” forklarer Laura, og jeg nikker anerkendende tilbage.

Laura taler videre, om de årlige stævner, hvor hundredevis af Jehovas Vidner samles: ”Ved det store stævne i Silkeborg, er vi på en campingplads. Sådan forestiller jeg mig lidt Paradiset, fordi det er så afslappet, og man kan stole på alle. Man kan lade sine ting ligge og vide, at ingen tager det. Alle har så meget tillid til hinanden, så det er lidt paradisagtigt.”

 

 

Der er ingen tvivl om, at disse mennesker er oprigtigt næstekærlige. Jeg mærkede det fra den første dag, jeg trådte ind i Rigssalen. Når møderne slutter med bøn og sang, og alle har sagt ’Amen’, så vælter det ud med venlighed og varme fra de mange smilene ansigter, der alle forsøger at nå hinanden. Man hører glæde, grin og løs snak i det lille sociale tidsrum, der altid opstår efter hvert møde.

 

Det næste øjeblik er Rigssalen tømt for liv, når menighedens medlemmer atter får overtøjet på, sætter sig ud i deres biler, og forsvinder ud i dagligdagen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar