I dag har jeg brug for at sætte ord på min harme over diverse løgnagtige propaganda kampagner og reklamer, som vi konstant får smidt i hovedet i offentligheden, og som udstiller modermælk fra en anden dyreart som sundt og nærende for mennesker.

 

‘Mælk er for livet’ er en nystartet kampagne, lavet i et samarbejde mellem en række mejeriorganisationer fra lande som Frankrig, Belgien, Irland, Nordirland, Holland og Danmark, og er finansieret af selveste EU gennem EU’s Europæiske Mælkeforum (EMF), som et forsøg på at overbevise flere mennesker om at komælk er naturligt og sundt for mennesker i alle aldre.

Et element i kampagnen er blandt andet en video, der viser flere situationer, hvor det siges at mælk skulle kunne forbindes med følelser som nærvær, tryghed, omsorg og forkælelse. 

 

”Ved at kæde mælken sammen med nogle emotionelle aspekter, såsom nærhed og selvomsorg, vil fokus ikke udelukkende være på sund contra usund,” forklarer Lars Witt Jensen på mejeri.lf.dk.

 

Det er interessant at Lars Witt har indset, at de ikke helt kan hamle op med forskningen der modbeviser deres påstande om at komælk er ren sundhed, og derfor nu vil fokusere mere på at forbinde komodermælken med følelser den måtte vække hos nogle mennesker der indtager den. Desværre overser Lars bare noget meget essentielt i forhold til følelserne omkring komodermælk. Nemlig ofrene for hans forretning. Det er dette fokus som er relevant, og det er her hvor man for alvor kan tale om at vække følelser i folk. Følelser af afsky, harme, foragt, sorg og magtesløshed ved at se virkeligheden bag en branche, der bryster sig af at udnytte, tvinge og dræbe uskyldige i hobetal.

 

‘Mælk er for livet’ – med mindre du er en kalv: Fakta om metoderne i malkeindustrien kan læses her.

 

 

Bag om propaganden 

Jeg er ikke nogen sundhedsekspert, og jeg har ingen intentioner om at fremstå som sådan. Der er mange andre der ved meget mere om sammensætningen i fødevarer, menneskekroppens anatomi, vitamin- og mineraloptag mv., og som vil kunne fortælle meget mere om det end jeg kan. For mig er intet mere vigtigt end den moralske forpligtelse, som jeg mener vi som mennesker har overfor dyrene i denne verden. Derfor vil mine opråb altid være med fokus på de dyr der er ofre for en industri, der desperat forsøger at forherlige deres slavebranche ved at holde fast i påstande om, at komælk er sundt, vigtigt, dejligt osv. for mennesker og deres hverdag. Jeg vil dog alligevel gerne dele mine egne iagttagelser omkring komodermælk og sundhed.

 

Noget af det som jeg har fundet ud af vedrørende komælk, er blandt andet, at forskning der har påvist at mælk måtte være sundt på den ene eller anden måde, stort set altid er finansieret af store mejerikoncerner/foreninger, der selvfølgelig har store interesser i at få komælk til at fremstå så positivt som muligt, hvilket udgør en kritisk bias for konklusionen af disse forskningsresultater.

 

Jeg er samtidig af den overbevisning, at meget nyere forskning på området, som modsvarer den hidtidige forståelse af komælk som sundt, ofte ikke får megen omtale i vestlige lande, og i et land som Danmark, hvor staten og Fødevarestyrelsen er i tæt koalition med Landbrug og Fødevarer, Mejeriforeningen og andre brancheorganisationer, der medvirker til den danske økonomi i form af eksport på området. Money talks.

 

Selv EU er gennemsyret af disse interesser.

 

Og så er der Fødevarestyrelsens kostråd, som ifølge egne udtalelser udarbejdes med fokus på madkultur og madglæde:

“Vi laver kostrådene ud fra, hvordan den danske befolknings mad normalt er sammensat, mens man i eksempelvis Japan laver vejledningen efter, hvordan de spiser der. Og vi ved fra analyser, at danskerne ofte spiser en eller anden form for kød til deres måltider. På baggrund af det er det vores opgave at rådgive danskerne, så man indenfor en dansk kost kan leve sundest muligt.” 

og…

“Med kostrådene i 2013 fik vi mere fokus på smagen og på, at det er ok at bruge de federe mejeriprodukter engang imellem. Det med smag og nydelse har vi puttet ind i de nye kostråd på en helt anden måde end tidligere. Med andre ord: Man skal ikke lukke øjnene for ny evidensbaseret viden, men dem tager vi netop også højde for i vores kostråd. Når det er sagt, er det vigtigste at spise varieret og at huske at fokusere på smag og madglæde.”

 

I bund og grund har fødevarestyrelsen ikke meget tilovers for at oplyse om reel sundhed, og mener åbenbart, at udover at spise en varieret kost, er det vigtigste at have fokus på smag og madglæde. Hvordan i alverden kan man i så fald tage deres anbefalinger om sund kost seriøst? For en organisation der har til opgave at vejlede officielt om sund kost, synes det vitterligt som noget af det dummeste jeg længe har hørt, at kultur, smag og madglæde skulle trumfe evidensbaseret sundhedsforskning, men lad nu det tale for sig selv.

 

Som med al anden forskning, vil der være svar at hente på begge sider af debatten om komælk. Det er nemt at finde frem til noget der kan underbygge ens påstande, så det er derfor enormt vigtigt at være kritisk i en verden fyldt med modstridende interesser. Mejeriforeninger m.fl. besidder enorm magt og store summer at gøre godt med, når det kommer til at finansiere forskning der kan underbygge deres forretning, og derfor er det selvfølgelig også denne form for forskning kommer til at fylde mest, og lettere opnår anerkendelse i samfundet, simpelthen fordi profit og økonomi vejer tungest.

 

Hvis man er på udkig efter forskning og undersøgelser, der ikke har haft en eller flere af disse magtfulde medspillere i ryggen, så vil jeg anbefale at kigge nærmere på Dr. Greger og hans side www.nutritionfacts.org, hvis formål er at informere om den seneste peer-reviewed forskning indenfor ernæring og sundhed. Linket her er en oversigt over samtlige studier og undersøgelser omkring komælk.

 

 

Komælk, til mennesker? 

Ja, jeg kalder det konsekvent komælk, fordi jeg synes det er på tide at folket får øjnene op for hvad det egentlig er de går og fylder i sig, og som de har en forestilling om er en naturlig del af deres menneskelige kost. Selvfølgelig er modermælken fra et dyr ikke en naturlig del af et menneskes kost, og burde aldrig nogensinde være blevet anerkendt som sådan.

 

Det er intet andet end propaganda, der skal overbevise, fastholde og indoktrinere befolkningen til fortsat at købe deres produkter og støtte deres branche. I stedet for at man i EU og globalt, forsøger at tænke nyt, ved at tilgå nyere forskning og beslutte at ændre måden vi gør tingene på, vælger de i stedet at smide flere penge efter mælkeproducenterne, med kampagner som de håber på vil sætte mere gang i salget. For mig at se, er det en desperat og ureflekteret handling. Hvorfor insisterer så store magtinstanser på at holde en branche oven vande, som ikke selv kan bunde? Hvorfor insisterer de på at komælk er sundt for mennesker, når det for det første ikke er beregnet til mennesker fra naturens side, og for det andet, at hele 75 % af jordens voksne befolkning er laktoseintolerante? Hvorfor overhovedet insistere på at blive ved med at opretholde en industri, der er plaget af så enormt store problematikker, både i forhold til jordens klima og dyrenes velfærd? Nu må det snart høre op!

Komælk er ikke til mennesker, komælk er til kalve.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar