Sankt Hans Kirke i Odense har mange mål og visioner for udbredelsen af det kristne budskab. Børn og unge er ingen undtagelse. Med juniorklubben håber kirken, at nå ud til børnene ved hjælp af pædagogiske og sociale aktiviteter.

 

jesus-1250023_960_720

 

Her sidder jeg så. En mandag aften i menighedslokalet ved Sankt Hans Kirke i Odense, hvor der i aften afholdes juniorklub. Her er adgang for alle børn der går i 4. klasse og opefter, og at her er børn tilstede er ikke til at tage fejl af. En flok energibomber farer rundt i lokalet, fulde af begejstring, og ivrige efter at komme i gang med aftenens aktiviteter.

 

Musikinstrumenter fylder menighedslokalet. En ensom guitar hænger på væggen, mens klaveret flittigt benyttes af både børn og voksne.

 

I lokalet er der stillet langborde og stole op. På bordene står der flere vaser, med en enkel lyserød rose i hver. En pige hiver fat i en rose, og stikker den op i ansigtet på en anden pige; ”Prøv at lugt! Den lugter af prut.” siger hun drilsk.

 

Fortælling, bøn og sang

Præstens søn, Søren hjælper frivilligt til i juniorklubben. Engagementet er tydelig i samspillet med børnene. Det er en gensidig glæde – børnene flokkes om ham, og kæmper indbyrdes om hans opmærksomhed. Sandra og Sørens mor, Inger, er også tilstede, og hjælper med at holde styr på den vilde børneflok. I aften er det Inger, der skal fortælle historien om Samuel, men først starter vi med en bøn.

Alle børnene folder deres hænder, og Inger tager ordet. Bønnen handler om Guds tilgivelse og kærlighed til mennesker, uanset deres gerninger og tanker.

 

I Jesu navn, Amen.

 

Efter bønnen vil Inger have børnene op at stå, for nu skal der synges og danses. Søren placerer sig ved klaveret, og aktivitetsniveauet stiger hos børnene. En pige skælder ud på en dreng, for ikke at kunne teksten udenad, men alt foregår let, legende og i en kærlig ånd.

 

Sangen handler om at elske Gud og Jesus.

 

Inger går nu indlevende i gang med sin fortælling. Børnene lytter intenst, for hun er god til at inddrage dem, få dem til at forstå, og fange deres opmærksomhed. Historien er en lektion, blandt andet om ikke at dyrke flere guder.

 

Rastløsheden indtræffer efterhånden, og for at holde børnene fokuseret, bliver der igen opfordret til fælles sang, med Jesus som omdrejningspunkt:

 

// Vil du høre om min bedste ven, han er for sej, døde for mig, lever nu iiigeeen… //

 

Børnene kender godt sangen. En pige siger at de har den på CD i bilen, og en dreng hører den, når han er ude at køre traktor. Det er en sang med glade, opløftende toner, og børnene deltager aktivt med sang og fagter, til lyden af klaverspil. Den religiøse tekst bliver ikke påtalt, men synes blot at indgå som en naturlig og lettere ubevidst del af børnenes musikalske og religiøse univers.

 

Sangen sluttes af med en bøn, inden legen fortsætter udendørs.

 

Udenfor blæser en kølig aftenvind, og man bliver mindet om, at det er blevet sensommer. Det store kirketårn fanger min opmærksomhed. Med sine to mørke, borende øjne, synes det dømmende at overvåge min fremmede tilstedeværelse. To duer holder også udkig fra kanten af kirkens tag, og i et øjeblik fornemmer man stilheden, midt i larmen fra børn og byliv.

 

Det handler om at give videre

Imens børnene leger frit, får jeg en god og dyb snak med Søren, om det kristne religiøse liv han selv lever, og om formålet med juniorklubben.

 

Jeg vil gerne vide, hvad han mener om, at aktivere børnene med den kristne opdragelse som udgangspunkt. Han svarer, at det først og fremmest handler om, at gøre noget glædeligt for børnene, og at den kristne religion forhåbentlig vil medvirke til, at give dem nogle gode værdier i livet. Jeg spørger ham, om han mener at gode værdier er forudsat en kristen mentalitet, men det afviser han med, at det ikke er hans lod, at dømme andre mennesker, men at han selv føler sig overbevist om, at det kristne budskab er værd at følge og give videre til andre.

 

Søren tilføjer:

– ”Hvorfor opdrager vi vores børn til demokrati, menneskerettigheder, ligestilling osv. i Vesten. Det gør vi vel, fordi vi finder disse ting vigtige og sande og værd at bruge tid på at give videre. På samme måde håber jeg, at give noget af den glæde og fred videre, som jeg har fundet i kristendommen.”

Skriv et svar