Retsreportage: 17-årig mand blev fredag d. 28. oktober frifundet ved Retten i Odense. Her var han tiltalt for vold mod sin efterskolekammerat.

14877095_10210152999677012_1701314899_n

Det der begyndte med et venskabeligt spil FIFA, mundede ud i håneret, provokation, trusler om lammere og en tur på skadestuen. Drengeleg blev pludseligt til en sag for domstolen.

 

 

En uheldig lammer i ansigtet

 

Det er fredag formiddag. Tre unge drenge forbereder sig på at skulle være parter i en retssag.

Sebastian er tiltalt for vold mod sin kammerat, men nægter sig skyldig.

 

I retssalen sidder vi nogle stykker på tilhørerrækkerne, og føler os lidt klemte i det lille rum. Stilheden hænger tungt i lokalet. Kun lyden af forsvarer og anklager, der roder med papir, forstærkes i stilhedens larm.

 

Udenfor vinduerne anes et højt, rustentfarvet gitterhegn, der omkredser Odense Arresthus. De små vinduer i arrestbygningen har også gitter. Udsigten fremstår lidt som en advarsel. En advarsel til de tiltalte om, hvad der måske kan være i vente.

 

Sebastian har dog ikke grund til bekymring.

 

Med friseret hår, blåstribet skjorte, laksko og lærredsbukser begynder han på veltalende facon at afgive sin forklaring.

 

Tre efterskolekammerater spillede FIFA den dag. Sebastian følte sig provokeret af M, og ville give ham en lammer på skulderen. I stedet ramte slaget ved et uheld M i ansigtet. Fortanden blev slået bagud. Chokeret over slagets gang, drog de to drenge af sted mod skadestuen.

 

»Jeg undskyldte flere gange.« kom det insisterende fra Sebastian.

 

 

Groggy og omtumlet

 

Ifølge M var situationen en lidt anden. Han havde oplevet det som et bevidst slag i ansigtet.

 

M bekræfter dog, at han med håneretten i hævd, drillede Sebastian og pirrede hans irritation. Men, at hans ven efterfølgende slog ham i ansigtet, var dog en uventet drejning.

 

»Jeg forventede det slet ikke. Vi hyggede os. Det hele gik meget stærkt.« sagde M.

 

Under anklagerens afhøring har M svært ved at svare præcist på flere af spørgsmålene. M forklarer, at han i situationen var omtumlet, groggy og oppe at køre. Han fortæller, at han vader ind på skadestuen, og hiver fat i den første han ser. Panisk over tandens tilstand. Flere spørgsmål bliver stillet, fra både anklager og forsvarer.

Men M husker ikke hele forløbet.

 

Han må se sin forklaring stå alene. Den tredje kammerat aflægger sin vidneforklaring, til fordel for tiltaltes uskyld.

 

Anklageren taler for 40 dages betinget dom. Men én påstand mod to, skaber tvivl om skyldsspørgsmålet, og dommeren frifinder Sebastian for vold mod sin ven.

 

Skriv et svar