Min uddannelse i studiet af religion(er) har givet mig indsigt og viden, ikke kun specifikt i forhold til de mange forskellige religioner der findes, men om alt det, som enten er et direkte produkt af religion, eller som har inddirekte betydning i samspillet med religion. Religion er nemlig langt fra en afgrænset sfære, men derimod en integreret del af det menneskeopbyggede samfund, som inkluderer alt fra kulturelle tilhørsforhold, moralsk forståelse, politiske beslutninger, sociale magthierarkier, filosofiske strømninger, økonomisk prioritering, sociale samspil og meget mere.

 

Selvom det kan fremstå som om at vores moderne, individ- og frihedstænkende nation her i Vesten er uanfægtet af religion, så er det i høj grad stadig religiøse kræfter der spiller ind på essentielle områder i vores samfund.

 

Folkekirken er et eksempel på en sådan religiøs, og meget magtfuld institution i det danske samfund. Folkekirken støttes økonomisk bl.a. via medlemmer der betaler kirkeskat, men også af den danske stat i form af tilskud og bevillinger, der altså er uafhængige af kirkeskatten – dvs. selvom man ikke er medlem af Folkekirken, og betaler skat til Staten, er man stadig med til at opretholde den danske kristne favorisering, blandt andet ved at finansiere lønninger og pension til præster og provster.

 

§ 4 i Grundloven stadfæster; “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.” Derfor er Staten forpligtet til at yde tilskud til Folkekirken, og dette foregår altså via skatteindtægter fra alle skattepligtige danskere – kristne eller ej.

 

På Kirkeministeriets hjemmeside kan man læse om, hvordan Folkekirken opretholdes økonomisk, og her er de endda selv opmærksomme på den dobbelttydighed der forekommer i Grundloven;

 

“I den offentlige debat stilles der indimellem spørgsmålstegn ved, hvorvidt statens tilskud til folkekirken er i strid med Grundlovens §68, som lyder: 

Grundlovens § 68: Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

De bevillinger, som staten giver på finansloven, kan imidlertid ikke betegnes som “personlige bidrag” fra de borgere, som betaler skat og afgifter til staten. Dette gælder såvel for statens bevillinger til folkekirken som statens bevillinger til alle andre formål. Statens tilskud til folkekirken er derfor ikke i strid med Grundlovens §68.” (link)

 

Kirkeministeriet konkluderer altså selv, at der ikke forekommer nogen strid mellem de to paragraffer. Men hvad bygger de denne konklusion på? Umiddelbart ligner det en komplet uunderbygget egenfortolkning af, hvorvidt skatteindtægter kan siges at være ‘personlige bidrag’ eller ej. Egentlig forekommer det mig kritisabelt, at vi lever i et demokratisk system, hvor vi ikke selv har indflydelse på det vi betaler vores skat til, og problemet er især tydeligt, når disse skattekroner benyttes til at opretholde og fremhæve én religiøs institution på vegne af alle danskere – på trods af, at vi har religionsfrihed, og på trods af, at vi ikke lever i et religiøst homogent land. Jeg vil gerne være med til at bevare kultur- og religionshistorie gennem restaurering af bl.a. kirker, men jeg vil ikke være med til at betale til Folkekirkens organisatoriske virke, ligeså lidt som jeg vil være med til at betale til Scientology Kirken (læs her).

 

Kristendom på skoleskemaet

 

RELIGION_PLAYS_AN_IMPORTANT_PART_IN_THE_LIVES_OF_RESIDENTS._THE_SECOND_LARGEST_DENOMINATION_OF_CHURCHGOERS_ARE..._-_NARA_-_558410

 

Udover at være på Finansloven og have eget kirkeministerium i Folketinget, er Folkekirken også inde over danske børns dannelse og uddannelse. Faget Kristendomskundskab står stadig på skoleskemaet, og er et obligatorisk fag, hvor børn fra 1.-7. klasse udelukkende modtager undervisning i kristendom, som også omfatter livsfilosofi og etik – vel og mærke ud fra en kristen forståelsesramme.

 

Siden 1975 har kristendomskundskab i Folkeskolen ikke måtte være forkyndende, men alligevel samarbejder ca. 80 % af de danske folkeskoler med Folkekirkens Skoletjeneste, der leverer undervisningsmaterialet til den kristne undervisning. (link) Folkekirkens Skoletjeneste tilbyder desuden også undervisningsforløb og kurser for både elever og lærere, og er på den måde i høj grad med til, ikke bare at påvirke, men også at tilrettelægge undervisningsforløbene på de enkelte skoler – og med udsigt til det eneste religiøse overgangsritual som prioriteres i Folkeskolen; Konfirmationen.

 

Folkekirkens medlemsprocent er i langsom, men konstant nedgang, og dermed presses den også i højere grad økonomisk. Folkekirken er heller ikke en neutral institution, men en religiøs missionerende institution, der arbejder indædt for at udbrede deres religiøse budskab og forsøge at omvende og tiltrække medlemmer.

 

I Matthæusevangeliet kan man læse Jesus’ budskab til de kristne; at de skal gå ud og omvende hele verden til den kristne tro – Det er en uadskillelig del af det at være kristen:

“Mig er givet al magt i himlen og på jorden.
Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,
idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.
Og se, jer er med jer alle dage indtil verdens ende.

(Missionsbefalingen, Matt. Kap. 28, 18-20)” (link)

 

Det er derfor helt på sin plads at antage, at Folkekirken har store interesser i at være med inde over børn og unges kristendomsundervisning, med udsigten til at kunne bevare Folkekirkens indflydelse og virke i samfundet, også i fremtiden.

 

Religion former mentalitet

Danske børn modtager altså en religionsundervisning, der kan siges at bunde i en enevældig og etnocentrisk kristen selvforståelse, helt indtil 7. klasse, hvor andre religionsformer delvist bliver inddraget – men først efter, at man har indoktrineret børn i 6 år af deres skolegang, til at adoptere en overvejende kristen verdensanskuelse.

Jeg tillader mig at kalde det indoktrinering, fordi jeg ud fra ovenstående mener, at det er fuldt berettiget. Denne form for religiøs favorisering, også i Folkeskolen, mener jeg kan være til stor fare for den måde vi som samfund anser andre religioner og folkeslag på. Det er problematisk fordi, vi gennem den kristne selvforståelse, igen og igen bekræfter overfor os selv, at vores måde at leve på, vores kultur, vores religion og vores samfund, er det eneste rigtige, og alle andre bør være og gøre ligesom os. Det er denne form for egocentrisme, der til alle tider har været udgangspunktet for splittelse mellem mennesker og nationer, og som ofte finder ståsted i religion og kultur.

 

De største monoteistiske religioner, deriblandt kristendom og islam, har en udpræget antropocentrisk og egocentrisk religionsforestilling, hvilket vil sige, at det som udgangspunkt er mennesket der er i centrum, og samtidigt prædiker begge religioner, at det netop er deres forestilling der er sandheden. Denne måde at betragte sig selv på i relation til omverden, lever i bedste velgående, og som vi – i tider med ekstreme klimaforandringer, der meget snart vil få katastrofale konsekvenser for hele vores verden – meget snart må begynde at lægge på hylden.

 

Jeg anerkender, at der er nationer i verden der har længere til sekularisering og religionslighed, end vi har i Danmark, men når vi insisterer på, at vi er et moderne demokratisk forgangsland, med religionsfrihed, ytringsfrihed etc., hvorfor er vi så endnu ikke sekulariserede?

 

Church_versus_State

 

Også i medierne får Folkekirken og den dansk-protestantiske kristendom særbehandling. Foruden at gå for meget i detaljer med det dansk-kristne perspektiv, der omslutter journalisters og mediers dækning af religiøse og kulturelle begivenheder, så finder det også åbenlyst sted hver eneste søndag på DR’s P1, der sender live gudstjeneste fra en af landets udvalgte Folkekirker. Det bliver endda også ofte tv-transmitteret. Danskernes licenspenge går dermed også til kristen religiøs forkyndelse i radio og tv.

 

Selektiv konstrueret kristendom

Gennem Folkekirken er Danmarkshistorien med den kristne reformation, i høj grad også blevet fremsat i så positivt et lys som muligt. Martin Luther er blevet ophøjet til at være forgængeren for vores demokratiske sekulariserede og frihedstænkende mentalitet, men i virkeligheden prædikede Luther en udpræget lydighed overfor kongen og statsmagten, og overfor den kristne tro. Alle var påtvunget at være kristne, og dem der placerede sig udenfor den religiøse norm blev henrettet. De kristne kirker har op gennem historien gjort alt hvad de kunne for at udbrede den kristne tro, som ofte har været tæt forbundet med ønsket om mere magt og rigdom. De kristne kirker har utallige blodige overgreb og folkedrab på samvittigheden, men i nutidens moderne Folkekirke, er det en totalt undergravet del af deres historie. I stedet fremsættes kristendommen som værende religionen der besidder al tolerancen, al medmenneskeligheden og al næstekærligheden – og dermed har Folkekirken formået at tilpasse sig det moderne samfund, ved at praktisere en ekstremt selektiv kristendom, ved hjælp af både selektive fortolkninger, og ved direkte historieforfalskning.

 

Religionshistoriker- og forsker Jens-André Herbener forklarer det således i et interview foretaget af Turbulens.net:

“Religioner forandrer sig selvfølgelig, men det, mange moderne danskere forbinder med kristendommen, står i modsætning til 95 % af kirkehistorien og de bibelske skrifter. Så kristendom har på mange måder fået ny betydning, og selv om det er OK, er problemet, at man vil give kirken æren for noget, som kirken gennem det meste af sin historie har bekæmpet, og det er historieforfalskning. Hvis det kom frem, at kristendommen i langt størstedelen af dens historie har været imod ligestilling, religiøs tolerance, demokrati og meget mere, så har man på en eller anden måde delegitimeret dens fremtrædende plads i dag.”

Jeg vil anbefale jer at læse hele artiklen, i kan finde den lige her.

 

Man kan mene om Folkekirken hvad man vil, og hvis man ønsker at den består, fordi man benytter dennes tilbud, og anser sig selv som værende kristen, så ser jeg intet problem i, at have en kristen folkelig kirke, men som ikke-medlem og ikke-religiøs, vil jeg have min ret til at kritisere samfundet som det er nu, for at tyrannisere de religiøse og ikke-religiøse mindretal, i og med at Staten og samfundet som helhed, fortsat hylder og begunstiger én religion, og dermed sætter den enkelte dansker i tvungen tæt forbindelse med det at være kristen. Det er ikke min danskhed.

 

 

 

Tak fordi I læste med.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar